 |
Til medlemmer af Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Nørrebro, den 23. januar 2005
Vedr. kommende indstilling fra forvaltningen ang. Kvistens fremtidige eksistensform, som skal til behandling i U&U-udvalget d. 9/2-05.
Kvisten er en socialpædagogisk fritidsforanstaltning for borgere fra 14 år og opefter, bosiddende i Københavns kommune - et eksisterende fritidstilbud på Nørrebro, hvori der indgår et samspil mellem unge og voksne.
Vi ønsker, at Kvisten skal bestå med en sammensætning af unge og voksne medlemmer.
Unge medlemmer i Kvisten siger, at de ikke vil komme i en almindelig ungdomsklub, hvis Kvisten lukker. De kan lide samværet med de voksne og synes det er trygt, at der er voksne i huset. De voksne siger, at de kriminelle unge ikke kan komme til at dominere her, fordi der altid er nogen, der er meget mere voksne end dem.
Man taler ofte politisk om forsøg på integration og tiltag til integration. Vi vil understrege, at her i Kvisten virkelig er integration mellem unge og voksne, udlændinge og danskere, ressourcestærke og ressourcesvage, arbejdende og ledige, studerende, pensionister m.m.
Kvisten er en klub som har åbent fra kl.10-22, hvilket gør at både arbejdende og ledige, pensionister m.fl. har mulighed for at komme. Samtidig bliver huset brugt både formiddag, eftermiddag og aften.
Hverken Kvistens sociale eller håndværksmæssige funktioner kan flyttes til medborgerhuse.
Metal- og træværkstedet kan ikke erstattes eller flyttes fordi maskinerne der bruges her er potentielt farlige. Der skal være en, der er ansvarlig for værkstedssikkerheden. På træværkstedet er der både en rundsav, en afretter, en tykkelseshøvl, borfræser, båndsav m.m. og i autoværkstedet er der en skærebrænder, vinkelsliber, bænksliber ligesom der skal være en faglært medarbejder til at sørge for, at der ikke opstår faremomenter, når bilerne løftes op og man lægger sig ind og arbejder under dem. Begge værkstederne er helt særlige og bliver flittigt brugt. De kan ikke overføres til et medborgerhus.
Vi må desuden pointere, at der ikke findes andre metal- og træværksteder i København, så hvis de bliver lukket er disse muligheder helt væk!
Vi er klar over, at hvis man lukker voksenafdelingen af Kvisten nu, så kommer dette særlige miljø aldrig igen.
Medborgerhuse er offentlige spisesteder og cafeer, hvor man kan booke lokaler til møder. Altså hvor du kommer, når du allerede er en del af et fællesskab. I Kvisten kan du komme og blive en del af et fællesskab. Kvisten er en fritidsklub, hvor man altid kan komme og være sammen med andre.
I Kvisten kommer også psykisk syge, som får hjælp og støtte af det pædagogiske personale og de voksne, som de er sammen med på værkstederne. Andre som ikke forstår så godt dansk kommer f.eks. med et brev fra kommunen og får hjælp til at forstå det. For nogle udlændinge gælder det, at de har deres danske 'familie' i Kvisten. Andre igen har ikke brug for pædagogerne, men kommer for at få råd og vejledning af det faglærte personale til at lave deres projekter (trækano, køjeseng, spisebord, reparere bil, lave cykel, sy tøj, lave keramik m.m.). Alt ialt er her mange forskellige mennesker som fungerer godt sammen, en berigende mangfoldighed som inspirerer og lærer hinanden meget.
Man har talt om lavt fremmøde blandt medlemmerne. Men man skulle nok snarere se på hvad det naturlige fremmøde egentlig er for en voksen, der bruger Kvisten til at lave forskellige projekter. Og man må se på belægningen af værkstederne. Når alle 6 symaskiner er i sving og bilerne holder i kø til autoværkstedet omme i baggården. Jamen, så er der jo fyldt op! Der er flere aspekter at se på end blot tal og procenter.
Der findes tilsvarende aktivitetshuse som Kvisten i Odense (Badstuen), Ålborg (Huset) og Århus (Huset). Kvisten er et socialpædagogisk fritidstilbud som selvfølgelig også skal bestå i København.
Som fremtidsperspektiv ville det være relevant at samarbejde og/eller udveksle erfaringer med aktivitetshusene i de tre andre store byer i Danmark.
Vi ønsker også en mere progressiv og åben ledelse, der lytter til medlemmernes ønsker og visioner samt en ledelse, som kan udbringe budskabet om Kvistens eksistens og muligheder til såvel unge (evt. opsøgende arbejde) og voksne (f.eks. pjecer og kommunale informationsbrochurer el.lign.).
Vi undrer os over, hvordan man kan udarbejde en indstilling med en så radikal ændring uden at tale med os voksne medlemmer af Kvisten.
Vi er ikke vrede, vi er rystede over, at nogen overhovedet kan tænke på at lukke dette unikke sted!
Repræsentanter for medlemmerne i Kvisten har haft et møde med Per Bregengaard, hvor også Ann Granum var tilstede. Det var et godt møde med en god dialog, som udmundede i et forslag fra P.B. om at nedsætte en projektgruppe bestående af repræsentanter for medlemmer (både unge og voksne), personale og forvaltning.
Vi beder om, at du vil tilslutte dig forslaget om etablering af en sådan projektgruppe. Vi har vedlagt P.B.s forslag.
Med venlig hilsen
På vegne af medlemmerne i Kvisten, Gartnergade 15, 2200 Kbh. N
Maria S. M. Perez (voksenmedlem)
Lissie Ernsholt (voksenmedlem)
Magnus Ziegler (medlem af ungdomsklubben 'Roden')
Dirk Bonné (voksenmedlem)
Rikke Flindt (voksenmedlem)
Graziella Noer (voksenmedlem)
Marianne Kirk (voksenmedlem)
|